Primær hyperhidrose
Primær hyperhidrose refererer til en sygdom, der ikke opstår på grund af en anden sygdomstilstand eller som bivirkning af medicin. Det er altså en sygdom, man er født med, og som kan gives videre til ens børn. Ofte vil personer med primær hyperhidrose opleve at have et antal familiemedlemmer med lignende symptomer.
Primær hyperhidrose kan opdeles i primær fokal og primær generel hyperhidrose. Primær fokal hyperhidrose forekommer symmetrisk på kroppen, dvs. at både den venstre og den højre del af kroppen er påvirket ens. Tilstanden begynder oftest i barndommen eller teenageårene og kan ramme flere steder på kroppen, eksempelvis hænder, fødder og armhuler, mens primær generel hyperhidrose er overdreven svedtendens på hele kroppen.
Sekundær hyperhidrose
Den øgede svedtendens ved sekundær hyperhidrose opstår som bivirkning til en anden bagvedliggende sygdom eller behandling. Sekundær hyperhidrose kan eksempelvis opstå i forbindelse med stofskiftesygdomme eller som bivirkning ved indtagelse af forskellige lægemidler.
Personer med sekundær hyperhidrose, oplever ofte, at de har øget svedtendens på større dele af kroppen.
Behandling af sekundær hyperhidrose involverer oftest først en klarlæggelse af, hvilken underliggende sygdom eller medicinsk behandling, der medfører sveden. Det er altid en god idé at kontakte egen læge, hvis du er i tvivl om, hvorfor du sveder mere end normalt.
Hvorvidt du har primær- eller sekundær hyperhidrose kan afgøres ved at stille dig selv en række spørgsmål.
- Har du oplevet overdreven sved i mere end seks måneder uden anden bagvedliggende årsag?
Hvis du kan svare ja til dette punkt, kan du gå videre til de næste spørgsmål:
- Er din sved bilateral og relativ symmetrisk, dvs. du sveder lige meget på begge sider af din krop?
- Påvirker din overdrevne sved dine daglige aktiviteter?
- Oplever du overdreven sved mindst én gang om ugen?
- Startede din overdrevne sved, før du blev 25 år?
- Er der andre i din familie, der også sveder meget?
Hvis du kan svare ja til størstedelen af ovenstående spørgsmål, kan du med stor sandsynlighed have primær hyperhidrose, og du kan via din egen læge blive henvist til en hudlæge/dermatolog, der kender til behandling af hyperhidrose.
Kan du ikke svare ja til flere af spørgsmålene, har du måske i stedet sekundær hyperhidrose. Det er vigtigt at du sammen med egen læge får klarlagt årsagerne til dit svedproblem.