Nyhed! Nu kan du også følge os på Facebook

Ved dit besøg på Hyperhidroseklinikken

Lægekonsultationen

Du møder vores læge når du kommer til klinikken hvor I taler om dine gener, eventuelt opfølgning på seneste behandling og herefter tages beslutning om behov for smertebehandling. Lægekonsultationen tager cirka 15 minutter.

Behandlingen

Du ligger på et leje i forbindelse med behandlingen. Hvis du skal have smertestillende i din blodåre, vil der blive anlagt et lille tyndt plastikrør (venflon i din arm).

Du vil få målt dit BT og din puls. Du får en klemme på din finger eller tå, for at vi skal kunne følge din puls og iltmætning, for at sikre os at du er velbefindende under behandlingen.

Generelt er det en god ide at tage behageligt tøj og sko på. Undgå lyse farver da det kan bløde lidt når du får injektioner.

Med en tynd nål injiceres en lille mængde opløsning af botulinumtoxin i et gittermønster hen over det område man sveder. Antal stik afhænger af hvor stort et område som skal behandles.

Efter behandlingen vaskes det behandlede område, og normalt kan man ikke efterfølgende se, at du har fået behandling.

Hvor lang tid tager behandlingen?

Selve behandlingens længde afhænger af hvilke områder på kroppen du skal have behandlet, og tiden kan derfor variere mellem 10 minutter til 1 time.

Der kan forekomme ventetid så sørg for at have afsat god tid på selve behandlingsdagen. Det er en god ide at medbringe læsestof.

Efter behandlingen

Har du fået smertestillende i en blodåre, skal du normalt vente ca. 30 minutter før du kan tage hjem.  Ellers kan du forlade klinikken med det samme.

Det er dit eget ansvar at sørge for en hensigtsmæssig hjemtransport, og husk at du ikke må køre bil i 24 timer efter du har fået morfinlignende præparat, selvom du føler dig helt frisk.

Der er ingen restriktioner i forhold til selve behandlingen, du må gerne f.eks. gå i bad, træne og bruge deodorant helt som normalt.

Har du fået morfinlignende præparat, skal du drikke rigeligt med vand, og tage det roligt resten af dagen.